Som forfatterens Tarzans jul 1997 er det en bemærkelsesværdig nonsensfortælling. Den får mig til at tænke på Alice i Eventyrland, og nogle steder i sprogtone og vendinger på H.C. Andersen. Sproget sprudler i et usædvanligt billedsprog med pudsige og særprægede ordsammensætninger. Teksten er eventyragtig, og rummer både humor og satire. Nogle af dens referencerammer vil kun forstås af voksne, men børn fra 6 år vil, som den voksne, fascineres af bogens fantasirigdom og udfordringer i sprog og historie. Selvlæsning fra 11 år. Illustrationerne slår på de samme strenge. De er tegnet i forskellige størrelser, og de fleste er farvelagt med kraftige, stærke farver. De er skarpe, klare og fascinerende. Handlingen foregår i en sceneagtig verden og lader sig ikke referere kort, for der er mange handlingsmættede begivenheder. Bl.a. møder man Napoleon i et slag, en scene finder sted i gangsterverdenen, og en ved et nedstyrtet fly i havet. Men mest er det en historie om den erfaringsløse Dansedukkes møde med den egocentriske bedrager, løgner og udnytter, Tenoren, en hane. Oplevelser med ham udvikler hende til at overvinde naivitet, mindreværd og betagelse af Tenoren, til bogstaveligt talt at stå på egne korrekte vendte ben. Dem havde hanen sat omvendt på.