En ung landmand drages af sit kunstnersind, splittes, men finder sig selv og kan overtage styret på den store gård, han arver med sin forlovede. Dette er hovedhandlingen i Den røde slette, som udkom første gang i 1958, men dertil slutter sig en række bihandlinger, der i korte træk fortæller de implicerede slægters historie fra århundredskiftet frem til midten af 1950'erne. Lars Nielsens univers er befolket af gode, ædle mennesker med pseudoproblemer, - hans samfund er statisk og uden konflikter af social, politisk eller religiøs art, og derfor er handlingen vildt usandsynlig. Personerne er stereotype og sproget helt uden noget særpræg, trist og fladt. Jeg har forgæves søgt efter de folkelige kvaliteter, som kan have været medvirkende til at gøre Lars Nielsens forfatterskab til det fælleseje, som det vitterligt er for mange mennesker, i hvert fald i visse egne af landet. Når en del biblioteker hidtil har købt Lars Nielsen, kan det kun have været af efterspørgsels- og/ellerlokalhistoriske hensyn, men til de biblioteker, som ikke kender til disse former for pression og/eller stadig holder kvalitetskravet i hævd, kan jeg kun sige, at denne roman ikke indeholder nogen kvaliteter, der berettiger til indkøb.