Forlaget Klim udskrev en romankonkurrence. "Samtidsromanen år 2000." Der blev indsendt flere hundrede manuskripter, men nærværende bog blev kåret som vinder. Om forfatteren fortæller forlaget, at han debuterede i 1947 med en novelle "På Café Nick kl. 1.30" i Politikens "Magasinet." Men efter en tilsyneladende traumatisk fjernsynsoptræden i 1951, har forfatteren fristet en beskeden tilværelse som landpost. Det kan man jo vælge at fæste lid til, hvis man vil. Selve romanen er en samfundsrevsende samtidsroman. Dens to hovedpersoner fra det såkaldte C-hold, Einstein og Mustafa får en idé til "Dansk-Afrikansk Luftskibsselskab." Dernæst går det over stok og sten med et persongalleri bestående af både fiktive personer og nogle, der ligner f.eks. vores statsminister, justitsminister og A.P. Møller meget. Situationen i fortællingens Danmark er, at vandene stiger i havet omkring og i kloakkerne i kongeriget. En ildelugtende økologisk krise vil ødelægge landet. Vil de to hovedpersoner mon klare sig? Bogens er holdt i et hæsblæsende tempo og i en konstant satirisk tone. Ofte herligt sjov med groteske og farceagtige optrin, andre gange lidt mere flad og forudsigelig. Den er ganske underholdende og, som undertitlen fortæller, også letlæst.