Det er aften da den lille flygtningefamilie bestående af far, mor og søn lægger hånden på bommen og siger asyl. Vi følger dem over de næste år, mens de kastes rundt i et system, de ikke helt forstår. For læsere af fortællinger om flygtninges situation i Danmark.
Ibrahim flygter sammen med sin kone Aida og deres søn Sahil. De ankommer til Danmark, hvor de installeres i en flygtningelejr. De mødes af et system, der nok forsøger at hjælpe, men ikke rigtigt ser de mennesker, det tager imod. Ibrahim og Aida sendes i aktivering og Sahil starter i skole. De skaber sig et liv i den lejr, hvor de er blevet anbragt, men pludselig rives alt fra dem igen, da de med kort varsel skal flyttes til en anden lejr. Ibrahim, som i sit hjemland var jurist, får arbejde på et spinderi, og Aida bliver sat til at hjælpe i kantinen. Uvisheden om fremtiden og et liv, der ikke er et rigtigt liv, gør noget ved både Ibrahim og Aida. Ibrahim bliver vred og voldelig og Aida begynder at lide af panikangst. Sahil mærker racismen i skolen og længes i dagdrømme hjem til livet med fisketure og vandmelon sammen med bedstefar.
Med udgangspunkt i egne oplevelser beskriver forfatteren i denne debutroman en flygtningefamilies møde med Danmark. Det er en stærk og gribende fortælling, der rammer lige i hjertet. Sproget er flydende og let og står i skrap kontrast til handlingen.
Om samme emne findes fx Flugten fra Aleppo.