Det er himlen som trækker vejret

En ung kvinde er indlagt på psykiatrisk afdeling. Medicin og elektrochok fjerner hendes hukommelse, men i disse digte genfinder hun sit sprog. Til læsere af smuk og intens poesi.

Kvinden er medicineret i en sådan grad, at hun hele tiden sover og blot kan iagttage verden omkring sig: "(…) betragter månen / betragter jordens rotation / går i seng klokken otte / vågner næste dag klokken elleve / bevæger mig op på bredden som et digt / Solen rammer horisonten akkurat". Et andet sted beskriver hun, hvordan hun får elektrochok: "da jeg igen vågner er jeg i en seng (…) jeg har glemt skriften / jeg har glemt hvordan man bruger en blyant". Fra dette nulpunkt tager hun verden helt ind på godt og ondt, som når hun i dystre perioder kan spejle sig i regnen og verden udenfor: "Mit ansigt spejles i oktober", men også i håbefulde øjeblikke ser blomster og forår, og pludselig kan overvældes af at sidde med en salamander på udgang med søsteren og faren.

Utroligt smukke digte. I pressematerialet hedder det meget præcist, at jeget i digtene opbygger verden stykke for stykke: "(…) og er som sådan en heroisk kamp for med det digteriske sprog at (…) genopdage rummet omkring én, dvs. morgenlyset, regnen, personalet, familiemedlemmer.".

For flere smukke digte om at være ung kvinde med psykiske problemer se fx Altid søndagHvert forår af Maja Mittag eller Hvert forår af Runa Marie LuthFor flere smukke digte om at være ung kvinde med psykiske problemer se fx Altid søndag af Maja Mittag eller af Runa Marie Luth.

Læs hele vurderingen