En kloning mellem debatbog og selvbiografi, uden at nogen dog skal komme på den tanke, at det er Morten Albæk selv, der er gennemsnitlig. Bogen henvender sig bredt til den danske offentlighed.
Albæk har til enhver tid været god for en en kras kommentar til samfundet i almindelighed og til egen generation i særdeleshed med Generation fucked ud, 2005. Mange år er hengået siden da, og Morten Albæk har i nogle år trukket sig fra den offentlige scene for at hellige sig jobbet som Group Senior Vice President i Vestas. Det gennemsnitlige menneske er alle (os andre?), som takket være en anti-jantelovs kultur har fået den opfattelse, at vi er unikke og begavede. Det er ingenlunde tilfældet. Vi er ganske middelmådige, og det skal vi til at erkende. Ganske forfriskende med en modbevægelse mod tidens tendenser. Men knap så troværdigt, fordi Morten Albæk og hans co-writer ikke lægger det mindste skjul på, at han selv er noget ganske særligt. Bogen falder i 3 dele: 1. del om hans opvækst i Vendsyssel med en markant far, der satte sit præg. 2. del om pejlemærke og koordinater i hans liv. Og 3. del om hans ledelsesfilosofi, som er udsprunget af del 1 og 2. S/h fotos af forfatteren i allehånde situationer.
Jeg finder ikke noget direkte sammenligneligt, men kommer alligevel i hu Thyra Frank : livsglæde & stjernestunder, 2010 mere på grund af engagementet og selviscenesættelsen end indholdet.
En selvbiografi formet som en debatbog og ledelsesfilosofi fra filosof og debattør Morten Albæk.