Med sin overvejende positive tone kan bogen være en opmuntring for andre med et stærkt invaliderende handicap.
Forfatteren er født i 1950 og lider af en sjælden og uhelbredelig muskelsvindssygdom, Friedreichs ataksi, der forværres med årene. Hun er nu stærkt handicappet og afhængig af personlige hjælpere døgnet rundt. Det er en personlig beretning i et helt dagligdags, ukunstlet sprog, formet som brudstykker af et liv i tilfældig kronologisk rækkefølge, afvekslende med enkelte små digte, og skriveprocessen har uden tvivl været god terapi. Man får indtryk af en kvinde med et overvældende livsmod, der giver hende mulighed for at leve et indholdsrigt liv, trods de fysiske begrænsninger. Hendes barndom og ungdom er forholdsvis normale. Hun får en uddannelse, oplever et forfejlet ægteskab, klarer at være enlig mor og har overskud til at kæmpe mod det kommunale bureaukrati og bevare sin selvrespekt. Der gås let hen over de mørke perioder, og bogen igennem er livslysten intakt. Det er en engagerende livshistorie, som tydeligt viser, at et menneske er andet og mere end sit handicap.
Halvdelen af bogen er stort set identisk med forfatterens første bog Humlebien fra 2003.
En meget livsbekræftende sygehistorie fortalt lige ud ad landevejen som en række ikke kronologiske erindringsglimt. Ikke en absolut nødvendig anskaffelse, hvis man har forfatterens tidligere bog.