Detektivklubben på spring

Om detektivklubbøgerne virkelig varen fornyelse af børnekrimien, da de udkom i 1975, er et stort spørgsmål. Læst med nutidens øjne er disse to titler i hvert fald ren triviallitteratur:usammensatte personer og forenklede, usandsynlige handlinger baseret på heldige tilfældigheder og fremmede voksnes utrolige åbenmundethed over for de unge detektiver. Men alt det er jo også i ordeni en trivi, når den ellers er velskrevet, og det er disse detektivklubbøger, hvis man ser bort fra de minutiøse beskrivelser af lokaliteter og detaljerede redegørelser for alt fra automatiske døretil mannequinopvisninger. Men hertil kommer vrængbillederne af de populæreste 70'er-aversioner: ætsende udfald mod detailhandel, reklame, mode og popmusik. Butikscenterets vagter fremtræder nærmestsom sydafrikanske politisoldater. Lad gå med at det er unuanceret, men for de unge er 70'erne altså gamle dage. Alderen understreges også af den gammelkloge dialog detektiverne imellem. Hertilkommer komisk gammeldagspriser og angivelser og decideret forældede oplysninger om f.eks. butikstyveri. Nyudgaven har gode omslag af Sussi Bech, men ryggen holdt kun til første gennemlæsning.

Læs hele vurderingen

Disse to, 4. og 6. del af serien, kunne måske have tålt genudgivelse i løbet af 80-erne, men årene har været hårde ved dem. Det dengang bæredygtige skelet af dansk socialrealisme er som hos etgammelt menneske blevet mere synligt med årene: der ligger et par social-engagerede kronikker drysset ud i teksten - og de fylder, tillige med en masse belæring. Kliché-romanen er der stadig i sinoprindelige, fortyndede form, men det er ikke helt nok, plottet er lidt for tyndt. Sprogligt er stilen for kommenterende, der undervurderer læseren og forsinker handlingen. Personskildringen skalikke være nuanceret i en trivialroman, og er det da heller ikke, men nogle af de voksne er sammenbagt af løsdele med for synlige sammenføjninger, for eksempel kriminalassistent Hartmann i - påpletten. Dialogen mellem de unge er meget lidt mundret og tynget af forfatterens forklaringer. Romanerne kan stadig læses for de sidste halve hundrede siders spænding, men bliver det efter minerfaring stadig mindre ogmindre. Muligvis skulle de nytegnede forsider af Sussi Bech kunne forny interessen, de dækker i hvert fald bøgernes action-del udmærket, bortset fra farverne, som erunderlige. Det ser ud som om det røde i trykket er falmet. Bagsideteksten er udmærket som appetitvækker. Typografien er ikke så god som i 1. udgave, linierne er længere, margenen smallere og satsenmindre overskuelig.

Læs hele vurderingen

I 6. del af Detektivklubserien er Harry i erhvervspraktik - hos en privatdetektiv, og det er jo lykken for en amatørdetektiv! Da Maj-Brit skal afhente nogle fotos fra fremkaldelse, får hunudleveret nogle forkerte, som hun tilfældigt gennem en artikel i en lokalavis opdager er optaget ved en animeret fest hos disko-kongen Herbert Spring. Maj-Brit og Harry aner, at der er lusk med ispillet, da Springs luksusejendom er brændt samme dag, som festen blev holdt, der er noget der ikke stemmer på billederne -forsikringssvindel? Den anden halvdel af Detektivklubben træder til, ogmed en enkelt dramatisk episode undervejs går det støt frem mod opklaringen. Den er bedre komponeret end forgængeren i serien, Detektivklubben på farten, men ikke så veloplagt som de første bind iserien. Der er ikke gjort forsøg på at integrere samfundsrelevant stof som i nogle tidligere bind. Stadig en afslappet humoristisk tone og præcise beskrivelser af miljøer og mennesker. Selv ennoget tam Detektivklubboghæver sig over bøger i lignende serier.

Læs hele vurderingen

Med spænding som speciale må det være en oplagt mulighed at komme i erhvervspraktik i et detektivbureau - og det er rart at have et medlem af klubben, som er blevet endnu skrappere. Sådanstarter denne 6. bog i serien - og snart er Harry, Maj-Brit, Leif og Robert samlet igen, for »foran dem« ligger: et nedbrændt hus, mystiske billeder, forsøg på forsikringssvig og alt hvad der hørermed til en god børnekrimi. De supplerer hinanden godt - lader skole være skole - og sikkert, med spændingen i behold, nærmer de sig målet. Diskotekskongen er en lurvet person, han har spekuleret ogtrænger til lette penge, men på de sidste sider, da alt synes tabt for de fire detektiver, kommer bevismaterialet mod manden -sådan lidt ved en tilfældighed. Skidt med det. De 10-12-årige læserehar haft nogle gode timer med denne spændingsbog og sprunget ord som animere og ignorere over. Lad så være, at starten kan virke lidt rodet, det er nu engang forfatterens ret at kunne springe i tidog rum. Det er enbog, som sjældent vil være hjemme på hylden.

Læs hele vurderingen