Digtene fra nuværende eller tidligere indsatte muslimske fanger på Guantánamo henvender sig i højere grad til læsere af politisk litteratur end til det traditionelle poesipublikum.
32 sider med digte og 45 sider med introduktioner og præsentationer er en vægtning, der taler sit eget tydelige sprog om hensigten med udgivelsen. Som det anføres flere gange i de tre forord og i efterskriftet er der langt hen ad vejen tale om programdigtning, der snarere skal vurderes som vidnesbyrd om skribenternes utålelige situation end som centrallyriske værker. Enkelte af digtene rummer overraskende formuleringer og originalt billedsprog: "Skønt jeg blev født med krumme kløer, blev jeg solgt som et opfedet får"; men gennemgående er det en helt banal metaforik, der møder læseren i teksterne. Der er næppe tvivl om, at digtene primært har fungeret som en form for kanalisering af de indsattes følelser, hvortil kommer aspektet omkring muslimernes traditionelle agtelse for digtere - i islam er det skrevne ord helligt.
Ord som frihed, sandhed samt ikke mindst retfærdighed optræder ofte i de 17 muslimske digteres tekster, og ordvalget fortæller en del om digtenes karakter af beredskabslitteratur.
Digte fra Guantánamo må i første række ses som et kampskrift imod USA's ulovlige og skandaløse indespærring af mennesker uden forudgående rettergang. Desuden er indholdet i digtsamlingen et stærkt vidnesbyrd om, hvordan mennesket er i stand til at udholde umenneskelige vilkår.