Digterpapegøjens sang er for læsere, som holder af rim.
For en lejlighedsdigter er rimordbogen et uundværligt redskab, men i lejlighedsdigtet er rimene altid underordnet indholdet. I Sharifzadeh Abdis vers er rimene vigtigere end indholdet, og ofte dominerer ordbogs-rimene i en sådan grad, at det hæmmer læsningen og næsten gør det svært at forstå meningen med teksten. "Du vil mig afrime/ Fra láncien regime/ Du skulle kende det rim/ Der gør digteren intim", hedder det i et digt, som ud over de konstruerede rim også indeholder et eksempel på digterens hyppige brug af omvendte ordstillinger. Uanset om digtene indeholder satiriske kommentarer til aktuelle politiske emner eller henter deres temaer i litteraturens verden, giver de mange forcerede rim indholdet karakter af rim- og skriveøvelser.
Digterpapegøjen Poppe optræder i Oehlenschlægers Sanct Hansaften-Spil; men Sharifzadeh Abdis vers er trods mange omvendte ordstillinger og arkaiserende ord (ej, udi, erfor, vakker, osv.) nærmere i familie med rapmusik-tekster og med Dan Turells rim-svadaer end med guldalderdigtningen. Abdis første digtsamling Kvasidansk (2009) og Lars Peter Olsens Den hæse muses hvisken dyrker ligeledes de kvikke rim.
At rime "mere" på "Shakespeare" kræver både vovemod og fandenivoldskhed. Først og fremmest har Abdis rim-strømme karakter af stiløvelser for effektens skyld, og det er sjældent, at indholdet i digtene graver under overfladen og formår at vække stærkere følelser hos læseren.