Film / nonfiktion

Diplomacy - the responsibility to protect


Beskrivelse


Sammen med den danske FN ambassadør Ellen Margrethe Løj og generalsekretær Kofi Annan følger man arbejdet under det danske formandskab i FNs Sikkerhedsråds hovedsæde i New York. I 12 måneder er der diplomatiske forhandlinger med Sudan om at indsætte fredsbevarende tropper i Dafur i begyndelsen af 2008.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 10. feb. 2009

af

af

Niels Nobel-Jørgensen

d. 10. feb. 2009

Med tragedien i Darfur som eksempel giver dokumentarfilmen Diplomacy - the responsibility to protect et nuanceret billede af, hvor kompliceret det er for FN at beskytte civilbefolkninger mod folkemord, etnisk udrensning mv. En tankevækkende film, der også vil være yderst velegnet i undervisningssammenhænge (gymnasieniveau og op).

Danmark havde formandskabet i Sikkerhedsrådet i juni 2006, og filmen følger næsten dag for dag de danske FN-diplomaters bestræbelser på at få banet vejen for en resolution, der kan beskytte civilbefolkningen i Sudans borgerkrigshærgede Darfur-provins. Diplomacy - the responsibility to protect beskriver baggrunden for konflikten, aktørerne i den og påviser nødvendigheden af, at verdenssamfunden hurtigst muligt griber ind. Men den diplomatiske proces, som Sikkerhedsrådet må igennem for at leve op til FNs egen "The Responsibily to Protect" doktrin, er yderst kompliceret og langsommelig.

Filmen udfylder et stort hul i oplysende filmmateriale om FNs og Sikkerhedsrådets arbejde på konfliktløsningsområdet samt om katastrofen i Darfur.

Det er lykkedes instruktørerne Rasmus Dinesen og Boris Bertram at skabe en informativ, stramt komponeret og interessant film, der giver et ret enestående indblik i Sikkerhedsrådets vanskelige arbejdsvilkår og ikke mindst i Danmarks rolle som udenrigspolitisk medspiller i konfliktløsninger. Filmens brug af Jan Grarups rystende stillfotos fra katastrofen i Dafur er med til at forstærke dens budskab. Ekstramaterialet supplerer filmens tema på bedste vis.