Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Dødedagene


Beskrivelse


Denne gyser udspiller sig i dagene efter jul og inden nytåret, da kan der ske uhyggelige ting. Portene til andre mørke verdener er åbne. Magikeren Baldrian leder desperat i Byen efter en magisk bog, og han har en skummel plan med sin tjener, Drengen. Pigen, Pil, og Baldrians gamle ex-ven, Kepler, forsøger at forhindre Baldrians morderiske plan.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 2. mar. 2006

af

af

Torben Bråe Olesen

d. 2. mar. 2006

Dødedagene er dagene mellem jul og nytår, og bogens historie foregår i dagene 28.-31. december, hvor "døren" til mørke verdner står åbne. Historien foregår i Byen, et næsten symbolsksk univers, inspireret af Paris med de vidtstrakte katakomber, kanalsystemerne i Bologna og de overfyldte kirkegårde i Krakow. Der er ikke noget stort persongalleri. Drengen, en dreng uden andet navn, søger sit ophav og er tjener for magikeren Baldrian. En pige, Pil, kommer ind i deres verden ved bogens start. Baldrian leder efter "bogen", i grave på kirkegårde og andre lyssky steder. En forudsigelse optegnet i bogen betyder, at Baldrian skal dø, fordi han har handlet sig til overnaturlig magi, men han kan lade drengen dø i stedet. Drengen reddes til sidst, og en spirende kærlighed viser sig mellem Drengen og Pil. Bogen falder i fem dele, et til hver dag, med 8-16 små overskuelige kapitler pr. del. Sproget er dynamisk, båret frem af megen dialog, med en tidløs og neutral tone. Virkemidlerne disponeres fint, og ikke alt opklares til sidst, der er stadig mere mellem himmel og jord og et ubesvaret spørgsmål: var Baldrian Drengens far? Det er en spændende og stemningsfuld gyser for børn fra 12 år. God forside og fin bagsidetekst formidler fint bogens underholdende og velskrevne indhold. Forfatteren kendes bl.a. for Heksebakken (2002).