Denne vejledning i at dø er ikke henvendt til potentielle selvmordere eller tilhængere af eutanasi, for når forfatteren er Tibets religiøse overhoved, er synsvinklen traditionel buddhistisk. Døden betragtes som en overgang til det næste liv i reinkarnationskæden, og det giver derfor mening at forberede sig så godt som muligt på situationen. Med udgangspunkt i et religionsfilosofisk digt fra det 17. århundrede udlægger forfatteren vers for vers, hvordan man kan vænne sig til tanken om at være dødelig, forstå dødens anatomi, selve dødsprocessen og dens betydning for det næste liv. Digtet er skrevet af den første Panchen Lama, som siden er blevet Tibets næsthelligste reinkarnationslinie, og hvert kapitel afsluttes med en repetition af de vigtigste råd. Selv om bogen tydeligvis er skrevet i en buddhistisk kontekst, rummer den mange almene betragtninger om døden, som også giver mening for læsere af anden religiøs observans. Samtidig viser forfatteren en mere pragmatisk holdning til sin religion, end man ville forvente af Hans Hellighed. Men Dalai Lama er en moderne mand, som ikke lukker øjnene for, at videnskab og anden verdslig realitet ind imellem udfordrer religiøse dogmer.