Efterspørgslen på bøger om Glykæmisk indeks (GI) er pt. umættelig. Der er kommet 8 bøger de sidste 2 år, og man ser dem aldrig. Denne er den første danske bog, og selv om opbygningen er som i de andre, er den mere anvendelig end i hvert fald de amerikanske bøger. Hertz er læge og har en brevkasse i ugebladet "Søndag", som kokken Iuel-Brockdorff laver madopskrifter til. Bogen har en mere tilbundsgående gennemgang af de værdier, der er i GI, og de konsekvenser, som en kur efter GI-princippet medfører. Bl.a. er madpyramiden vendt noget på hovedet. Spiseolier og fuldkornsprodukter er nu basisvarer, mens det hvide stivelse (hvedebrød, almindelige ris, spaghetti) og rødt kød befinder sig helt i toppen sammen med slik, alt bliver let og pædagogisk forklaret. For at sætte gang i vægttabet er der en lynkur på 7 eller 14 dage efterfulgt af kurens anden del, der skal holdes til vægten er tilpas. Her kan man tillade sig flere kulhydrater end under lynkuren. Dernæst følger den daglige "vedligeholdelse", hvor man skal følge principperne for GI. Man kan bruge de udmærkede og varierede opskrifter i bogen eller selv komponere, blot skal man rådføre sig med tabellerne bag i bogen, hver gang man er i køkkenet. Sidst er der et udmærket register. Bogen er illustreret med de gængse pæne fotos af olieflasker, frugter, brød og opskrifter, men fri for indskudte bokse med de vigtigste pointer. Fortjener stor udbredelse.