For overvægtige, der ønsker at opnå et varigt vægttab med en gennemprøvet kur, der kan holdes. Man skal være indstillet på at læse over 300 sider igennem, skønt kuren egentlig ikke er indviklet.
Den franske læge Pierre Dukan præsenterer her sin diæt baseret på højt proteinindtag, som han har prøvet gennem mange år i sit arbejde med overvægtige patienter. Bogen indeholder baggrunden for kuren, teorien bag, de fire faser, som man nøje skal følge: Angrebsfasen, hvor man kun spiser protein, vekselfasen, hvor man tilføjer grøntsager, stabiliseringsfasen, hvor også brød og frugt er tilladt og til slut den varige fase, hvor man én dag ugentlig udelukkende spiser protein. Kuren virker troværdig og gennemprøvet, og bogen har da også været en bestseller i mange lande gennem adskillige år. Kuren er relativt let at følge og stiller ikke urealistiske krav, men teksten er ikke særlig klart sat op og der mangler illustrationer.
Strømmen af slankebøger er uendelig, her er det proteiner, der er grundlaget og et lavt indtag af kulhydrater, som det også ses i fx Amanda Cross' Low carb, 2003, og Kogebogen naturlig slank, 2004. Her er også mindelser om fx stenalderkost, hvorimod Dukan udtaler sig meget negativt om fx Vægtvogterne og Atkins-kuren.
En smagssag om det er denne ret solide kur, man tænder på. Den virker realistisk og lægeligt funderet, bogen ville dog have vundet ved en klarere opsætning og nogle illustrationer.