Drengen der lærte at tælle
Månen og træmanden

Her er noget så sjældent som to iranske billedbøger samlet i ét bind. Bøgerne har vundet guldmedalje på børnebogsmessen i Bologna i 2004. De kræver en del formidling, da der ikke er meget Disney over forsiderne. Børn fra 4 år vil kunne høre historierne, men de skal være ældre for at forstå budskaberne i dem.

To smalle fortællinger, der giver stof til eftertanke. I Drengen der lærte at tælle møder vi en dreng, der har viet sit liv til at tælle alting. Han vil tælle til det allerhøjeste tal i verden, men da han næsten står med det endelige resultat, vælger han at gå ud og lege. For er det ikke en bedre måde at bruge livet på? En fortælling om at fokusere på det vigtige i livet. Månen og træmanden fortæller om en smuk, grøn planet, hvor menneskene bliver grådige og ofrer alle træer for at bygge en stige op til månen. De fanger også træmanden, der egentlig ønskede at blive et rigtigt menneske, og bruger ham også. En fortælling om, hvordan vi misbruger Jorden uden at se, at det går ud over os selv. Begge bøger viser, hvordan valg i livet er ens ligemeget hvor i verden, vi bor. Teksterne er poetiske, og de kunstneriske illustrationer er holdt i få farver og minder lidt om Dickmeiss' tegninger.

Bøgerne ligger langt fra de bøger, der normalt udgives i Danmark. Andre filosofiske bøger om livets eksistentielle valg og vilkår, er fx Foremans Derfor kom dyrene ind til byen og Snunits Sjælefuglen.

Smukke fortællinger, der kræver god formidling.

Læs hele vurderingen