Historien om Edgar Mints mirakuløse liv er næsten et mirakel i sig selv. En gribende, morsom, sørgelig, overraskende, klog og meget fængslende beretning om drengen Edgar og en masse skæve eksistenser. Edgar er resultatet af et møde mellem en indianerkvinde og en hvid mand. Han forsvinder og hun bliver alkoholiker, så Edgar må meget tidligt lære at klare sig selv. Som 7-årig bliver hans hoved kørt over af en postbil. Han overlever takket være en hurtig indsats fra en læge, og den næste lange tid tilbringer han på et hospital, som hurtigt bliver et trygt og godt sted for ham at være, hvor han får venner. Men han kan jo ikke blive der, og han bliver sendt til en skole for indianske børn, og nu starter en meget barsk tid for Edgar. Det der holder ham oppe er tanken om det postbud, som kørte ham over, han vil fortælle ham at han har overlevet, og så det at han får en skrivemaskine - p.g.a. ulykken kan han ikke skrive i hånden. Der er et ord, der passer på Edgar, det er uheld; han er forfulgt af uheld, indtil han endelig finder postbudet, og han står ved en ny begyndelse. Forfatteren udtaler selv, at han er inspireret af M. Twain, men jeg synes også han kan minde om J. Irving i f.eks. Æblemostreglementet eller Kesey i Gøgereden.