Til dem der søger et erotisk pift og tror på visse fødevarers stimulerende effekter. Lille format. Bør formidles aktivt - fx sammen med kærlighedsromaner eller selvhjælpsbøger for singler.
Budskab: Elsk mad og hinanden - flyt fokus fra sundhedsidealer. Digte om råvarerne - nogle arbejdsbeskrivelser er også skrevet som rim/digt. Afsnit om afrodisiaka som ikke er særligt omfattende eller videnskabeligt. Opskrifterne er velbeskrevne og enkle - dog nogle fejl - et sted mangler fx den samlede stegetid. Kedeligt layout - opskrifterne er presset for tæt sammen, og nogle er delt over flere sider. Dog fine billeder - der er gjort meget ud af anretningen. Ingen direkte angivelse af antal personer, men det lader til at være 2. Velkendte retter som fx asparges svøbt i parmaskinke, vitello tunato og rødkålssalat med appelsiner. Også nye retter, fx unghane i kardemomme og cava og nyfortolkning af rejecocktail. Kapitler med titler som "Krummer i sengen", "De kødelige glæder" og "Det søde brus". Alfabetisk register. Grandjean er uddannet ernæringsterapeut og opskrifterne virker sunde.
De nyeste bøger med samme emne er fra 2001. Erotisk kogebog som er mere omfattende og mere direkte med nogle ret udpenslede stregtegninger. Desuden Pigernes kulinariske forførelser som indeholder lidt "finere" mad og coffee table-tendenser.
Får ikke mig op at ringe, men da den er det eneste om emnet i 12 år er anskaffelse alligevel værd at overveje, med et øje på andre titlers udlånstal.