I bedste svenske Bergström og Sandberg stil giver den lille søde bog et klart omrids af et enkelt aspekt af samspillet mellem mennesker. Dvs. her er det forskellige plys- og pels-dyr, der gennemspiller et lille drama om at blive forladt og forlade og forenes igen. Stregen har Anna Höglunds særegne følelsesmættede distance. Med bare sort, hvidt og en enkelt blegrød får hun enkelt og effektivt givet udtryk for både handling, personer, stemninger og helt basale følelser. "En kvidrende, smuk morgen i maj" bliver Frode lokket ud på eventyr af muldvarpen, der tager ham med en tur bag på knallerten. Frode glemmer helt at sige farvel til Emma, der i sin forladthed rystes i hele sin eksistensberettigelse. Hun beslutter at give ham en lærestreg og løber væk. Da hun vender hjem er Frode ikke kommet endnu. Men da Egernet inviterer på en spændende leg, ender det alligevel med at være Frode, der står uroligt og venter derhjemme med skældud til Emma, da hun endelig dukker op. Replikker gengives i talebobler og falder fint ind i løbende tekst. Kan læses op fra 3-4 år.