Læsere af bøger om fremmede kulturer får i denne korte roman et indblik i danske Helgas tilværelse i Cairo på en enkelt udvalgt dato: d. 9. oktober 2011.
Forfatteren, der er cand. mag i dansk, debuterede i 2014 med romanen Kystsanatoriet og har selv boet flere år i Cairo. Romanens handling strækker sig over en enkelt dag i Cairo, - d. 9. oktober 2011, hvor danske Helga skal have middagsselskab om aftenen. Det er også den dag, hvor den egyptiske hær for første gang angriber civile demonstranter. Vi følger Helga rundt i Cairo, og betragter byen gennem hendes iagttagende øjne. Som den priviligerede udlænding hun er, får Helga sine indtryk fra både den rige overklasse og fra sin chauffør, sin hushjælp og de handlende. Helga reflekterer over de ting, der sker omkring hende. Hendes tanker og overvejelser gælder både politiske og historiske begivenheder, men også mere hverdagsagtige problemer, som hvor blomsterne til middagen skal købes, og om kokken dukker op samt minderne om en tabt bror, fylder. Bogen afsluttes med en kort redegørelse for de historiske begivenheder i Cairo d. 9. oktober 2011.
Velskrevet stilfærdigt portræt af en kvindes færden i en fremmed kultur og en fremmed by, der er under et voldsomt pres.
Af andre danske romaner, der beskriver en dansk kvindes liv i et afrikansk miljø kan nævnes Hvor mangotræerne er tunge af frugter. Stilmæssigt minder romanen mere om forfattere som Ida Jessen og Merete Pryds Helle.