Henvender sig primært til yngre kvindelige læsere. Formidles som en fortælling om personlig udvikling, kærlighed, kulturmøder og udlandsophold.
Forfatteren er cand. mag. i historie og statskundskab og debuterer med denne roman. Bogens hovedperson Amalie lever et perfekt liv: Hun er sidst i tyverne, har en god uddannelse, karrieren i Udenrigsministeriet er på skinner og hun bor sammen med Thomas. Amalie drømmer om en udstationering i New York, men i stedet bliver hun sendt til den danske ambassade i Uganda. Det bliver startskuddet til et nyt liv. Langt fra venner og familie oplever hun mødet med en meget anderledes kultur og natur, men får også tid til at reflektere over, hvilket slags menneske hun selv vil være. Og så møder hun en spændende mand, som hun indleder et ikke helt ukompliceret forhold til. Sproget er ligefremt og fortællende og indimellem forklares lokale forhold grundigt. Bogens plot fungerer fint. Forfatteren har som bogens hovedperson selv erfaringer fra det internationale miljø i Uganda, hvilket fornemmes i den troværdige miljøbeskrivelse.
Af nyere dansk skønlitteratur om Afrika kommer man ikke uden om Jakob Ejersbos Afrikatrilogi, der er væsentlig barskere og sprogligt mere nuanceret end denne roman, hvor der til gengæld lægges mere vægt på den unge danskers oplevelse af det internationale miljø samt kærlighedshistorien.
Fin beskrivelse af en ung kvindes liv i det internationale miljø omkring den danske ambassade i Uganda.