Fin billedbog til hesteinteresserede børn fra 6 år og op med mange fagudtryk, som forudsætter et vist kendskab til - eller glødende interesse for - heste og ridning. Bogen kan sagtens anvendes til lånere af børnebibliotekets faglitteratur om heste. Spørgsmålet er, om de vil finde bogen i billedbogskrybben.
Vi følger søstrene Annika og Line på en ridetur i skoven, samtidigt med at læseren guides igennem beskrivelser af opsadlning, pleje, hesteracer og rideteknik. Pigerne har deres egne heste, hvilket er enhver hestepiges hedeste drøm, men det virker lidt atypisk, at hestene sadles op direkte fra marken. Forfatter og illustrator er tyske og har ikke tidligere udgivet bøger på dansk. Teksten er flydende, men med mange tekniske forklaringer og svære hestefaglige ord. Bogen er fint illustreret i klare, indbydende og realitetstro akvareller.
Bogen opfylder klart bedre ambitionen om at levere faglig viden pakket ind i billedbogsformatet end Anna går til ridning, som udkom tidligere på året. Dog vil den manglende beskrivelse af en rideskole eller stald efterlade en hestepige in spe uden viden om en vigtig del af livet som rytter.
Fin bog, som de ældste billedbogslæsere med glødende interesse for heste, vil kaste sig over på grund af de indbydende illustrationer. Kommende ryttere vil kunne drømme om den dag, de selv bliver hesteejere, men forberedes ikke til livet på en rideskole.