Fodboldbog hvor forfatteren har samlet fotos af børn, unge og voksne under udøvelse af verdens mest populære sport under alle forhold kloden rundt. For fodbold- og fotointeresserede.
Bogen er resultatet af to års research med intention om at vise fodboldens magi, som den udspiller sig jorden rundt. Projektet er realiseret via internettet, hvor forfatteren har kontaktet fotografer fra 120 lande for at formidle sportens evne til at samle og skabe glæde og begejstring og bringe rampelyset tilbage på lokalt gadeplan. Resultatet er en fotobog, der viser spillere i leg med bolden på gader, tagterrasser og byggetomter, strande og skolegårde, på eksotiske baggrunde som bjergtoppe i Asien og strande i Afrika til finske snemarker. Oftest med bare fødder og overkrop og primitivt udstyr. Fotosiden er suppleret af tekstoplysninger om åstederne.
En nichepræget fotobog med gode intentioner, idealisme og fodbold som drivkraft frem for perfektioneret fotohåndværk. De mange fotos er af svingende kvalitet - indbydende, men også ind imellem lidt uskarpe og amatørprægede. Hertil kommer, at intentionen med at vise fodbold verden over tit resulterer i ret ens fotos fra mellemdistancen for at få de eksotiske omgivelser med. Et moment der ofte forskyder dynamikken i den fælles leg med bolden over i stillestående landskabstableauer og devaluerer den fotokunstneriske værdi.
Der findes intet med tilsvarende vinkel på emnet.