Den franske nybølgeinstruktør Francois Truffauts sidste film er en legelysten krimi, et poetisk stykke l'amour fou, der henvender sig til både trofaste cineaster og et frankofilt orienteret publikum. Samt yndere af mordgåder, som løses med tungen i kinden!.
Den midaldrende ejendomsmægler Julien Vercel må se sig selv som hovedmistænkt, da først hans hustrus elsker og siden hustruen selv findes myrdet. For Julien har ikke alene et motiv, men har også i begge tilfælde været på mordstedet! Han skjuler sig derfor for politiet i sin forretning, mens hans langbenede sekretær prøver at hitte rede i en speget sag, der fører til flere mord! Og kærlighed! Francois Truffaut (1932-84) satte en milepæl i filmhistorien med sin spillefilmdebut Ung flugt, 1959, som byggede på egne erindringer, og som sammen med Jean-Luc Godards Åndeløs, 1960 startede den livgivende, nye franske filmbølge. I denne sin sidste film hylder han som altid kvinden, og kameraet (eminent betjent af Nestor Almendros) formelig kæler for guddommelige Fanny Ardant, som i privatlivet dannede par med Truffaut. Vivement dimanche! hed ved den danske premiere I al fortrolighed, mens dvd-titlen er Endelig søndag.
Francois Truffaut er en stor beundrer af Alfred Hitchcock, som han har lavet en fremragende interviewbog med. Thrillerens mester spøger elegant i baggrunden, som han også gør det i den mørke Bruden var i sort fra 1968. Men denne gang i durstemt, finurlig film noir.
Smukt og værdigt punktum. Anbefales.