Et hjem ved verdens ende, 1992 kommer her i en ny udgave, aktualiseret af filmatiseringen af romanen. Den følger Jonathan og Bobby fra opvæksten i Cleveland, Ohio i 1960'erne, til de er i begyndelsen af trediverne. De er bedstevenner, en kort tid kærester, men rejser til New York, hvor de flytter sammen med den noget ældre Clare, som er Jonathans sjælsveninde og får barn med Bobby. De køber hus på landet, åbner en restaurant og plejer Jonathans tidligere kæreste, Erich, der dukker op venne- og familieløs og døende af AIDS. Synsvinklen skifter mellem fire fortællere, Jonathan, Bobby, Clare og Jonathans mor. Romanen virker stadig aktuel, er velskrevet og filmisk men uden særlig dybde, med 1960'ernes musik som fortællingens puls. Den beretter om opbrud i livsformer, kernefamiliens sammenbrud og søgen efter nye former for kærlighed og familiemønstre. Men først og fremmest handler romanen om problemer med at blive voksen og tage livet på sig i stedet for at drømme om alt det, der kunne være, og skuffes over, at det alligevel ikke bliver. Cunningham fik sit internationale gennembrud med denne roman men er herhjemme (fortjent) mere kendt for den prisbelønnede Timerne, 2000, der også er filmatiseret.