Som i sin prisbelønnede roman Ridderne af den runde trappe (1984), hvis fortæller, den aldersløse Johan Pjetursson, går igen i bogen her, demonstrerer forf. endnu engang et originaltfortælletalent med sans for barok humor og en hårfin vekslen mellem realisme og surrealisme, humor og alvor, hverdag og drama. Bogens univers ("en by ved navn Reykjavik") er på én gang jordnært ogdrømmeagtigt, ligesom dens tid kun i én forstand kan henføres til efterkrigsårenes Island. Personerne er stiliserede og ofte grotesk-barokke (barber Anton, der tager første skridt til duernesepoke, Jon, der ynder at sidde og fundere i lygtepælene, Fede-Freddy, hvis far, Koreakrigsveteranen lod familien i stikken, bybudet og kvindebedåreren Maggi og duekongen Diddi med den "magiske"mundharmonika), og historien om duernes indtog, deres venden op og ned på alt i byen og lige så pludselige forsvinden er fortalt med stor konsekvens og veloplagthed. Blandt forf.s inspiratorer anerman Heinesen, Hitchcock og - måskeogså - Grass, men Einar Mår Gudmundsson er helt sig selv, og for den, som ikke viger tilbage for det "sære", er det en oplevelse at læse hans bog. Kendskab tilRidderne af den runde trappe er en fordel, men ingen betingelse. Anskaffelse som denne.