Bogen egner sig til sproglig indlæring og træning med førskolebørn, men selvfølgelig også som god og sjov underholdning, der fordrer god voksen oplæser.
Illustrator kendes som bladtegner for Jyllands-posten, men stilen er en ganske anden end de satiriske jeg har set i avisen. Det er stregtegninger i vekslende størrelser med tydelig konturstreg, farvelagt med heldækkende farver i den douce ende af skalaen med sort farvekridt som effektfulde tilføjelser. Udtrykket er enkelt, naivt og meget velfungerende overfor den stramtrimede remse tekst, der i de fleste tilfælge fungerer fra godt til sublimt. Selv på permen, såvel for som bag, lykkes det for parret at lave en original begyndelse og ende på de meget forskellige nye og moderne remser, der genbruger talemåder i nye retninger eller "hilser" andre kendte remser, som fx "Snip snap". Selv bagsideteksten er en sjov og original præsentation af bogens rim og remser i remse-form. Fin og dækkende forside med Kammas kamel.
Dette er en original samling af ret høj kvalitet, som sammenlignet med vore andre lignende titler er i den bedste ende rent kvalitetsmæssigt. Rim og remser bruges meget til sprogstimulering, og denne vil blive en velkommen tilføjelse til samlingerne.
Fin rim og remse samling, original tekst med vellykkede billeder der spiller godt op til hinanden.