Jacob mødte vi første gang i Små kys ( 1997), hvor han blev forelsket i den smukke Rosa. Hun flyttede , og Jacob længes og drømmer om hende. Det forhindrer ham dog ikke i at kysse Marie. Da Rosa skal komme på besøg til Jacobs 12-års fødselsdag, får han kolde fødder og flygter ud i en gammel lade. Det er for svært med den kærlighed. Han findes af politiet og bringes hjem til familien - og Rosa. Og - Oh, fryd! hun elsker ham stadig. De får snakket ud, og bliver enige om, at de må prøve andre og være ærlige. Jacob savner stadig Rosa, men Marie kyssede nu godt, så... Det er, præcis som bd.1, en varm, følsom og solidarisk skildring af de svære følelser, og det er rart, at det for en gang skyld er drengens hjertekval, der beskrives. Sproget er let, flydende med mange replikker, og tonen er let humoristisk. Små tegninger er mere rammende end kønne. Bogen er en god og let læseoplevelse for børn fra 10 år af begge køn.