Igen har Kirsten Thorup leveret et tæt og nærværende portræt, denne gang af den ca. 40-årige Dinna, der bor i en lille by på Vestfyn sammen med Sigurd og deres to børn. Dinna har travlt med at hjælpe sin mand i forretningen, og hun er optaget af foredrag, gymnastik, eftermiddags- og aftenselskaber, så hun føler ikke, der er tid nok til børnene. Da den nye unge pige Maja flytter ind, får hun mistanke om, at Sigurd og Maja har indledt et forhold. Jalousiens grønne gift gør hende vred, fortvivlet, usikker og ensom. Dinna er fanget mellem konventioner, moral, eget tankespind og høje idealer om sin kvinderolle, der bl.a. indebærer, at hun altid føler sig ansvarlig for sine medmennesker. Vi er i tiden 1937-39, så ude i den store verden rører Hitlers krigstrommer på sig og kaster skygger over fremtiden. Det er et fremragende tidsbillede, der males frem: provinsbyens hierarki, sladderen, husarbejdet, kagebordene, frisørsalonen, de stramme konventioner, omgangstoner og talemåder. Det hele er som en film, så lyslevende og "matadorisk" præcist. Det psykologiske hverdagsdrama er samtidig et barometer på tidens uro - lige før verden krakelerer. Styrken er, at det hele er skildret igennem Dinnas position, hvilket giver dybde og autenticitet. Kirsten Thorups mange læsere kan glæde sig.