En begavet bog for den politisk interesserede læser, der gerne vil bag om de stereotype mediebilleder af den arabiske verden, her Somalia.
Farah har udgivet knap en snes romaner, der forholder sig kritisk til situationen i Afrika, specielt Somalia, og det har udover en række priser skaffet ham en dødsdom in absentia under Said Barres diktatur. Kort er oversat til dansk i 1988. Jeebleh er universitetsprofessor i New York og har været i eksil i 20 år, men vender hjem til Somalia for at ære sin mors grav og hjælpe med at finde søsterens bortførte datter. Han ramler ned i en heksekedel af klanfejder og indser, at man ikke kan forholde sig passivt: man bliver en del af konflikten og må handle derefter. Det er en meget flot og meget barsk bog om et land i total opløsning og præget af uløselige konflikter, men bogen rummer også kimen til håb og udstråler forfatterens kærlighed til sit hjemland.
Der er ikke meget skønlitteratur fra det moderne Somalia, men forholdene minder en del om andre muslimske lande, så læsere af fx Al Aswany kan roligt fortsætte her.
En meget velskrevet og spændende roman om nutidens komplicerede forhold i Somalia.