Forsvindingspunktet er som Suzanne Gieses tidligere forfatterskab centreret omkring 68-generationen og kvindebevægelsen. Danske Lena er, som hun siger, på sporet af sig selv. Hun genoplever ierindringen sommeren 1968, hvor hun som 22-årig frigjort universitetsstuderende befinder sig i kærlighedens favn. Hun er i Provence for sammen med en veninde at være assistent på den excentriskeGeorges filmprojekt, men det vigtigste for hende er nætterne sammen med den elskede Karsten. Han er Georges søn og en knudemand af rang. Altimens filmen ikke rigtig bliver til noget bliver Georgemere og mere chikanerende og uomgængelig. Veninden får nok og rejser hjem, og George begynder så at hundse med Lena og terrorisere hende psykisk. For blot at være i nærheden af sin elskede finderLena, den ellers så bevidstgjorte kvinde, sig i alt. Eller næsten alt. Da George mener, at hun også skal være hans elskerinde, og vattede og vege Karsten ikke siger fra, indser hun, at hun mistersin identitet i detforhold. Hun tager hjem til København, mere klog på livet og sig selv, end da hun rejste ud. Ord er farlige, hedder det et sted, men det samme kan ikke siges om romanen somsådan; den er velmenende og ganske harmløs, aldrig farlig. Snarere tonløs, og den føles lang, trods det beskedne sidetal.