Retter sig mod samfunds- og historisk interesserede. I praksis primært forskere og studerende ved højere læreanstalter.
Bogen er en revideret udgave af forfatterens ph.d.-afhandling fra 2008 med henblik på at få en bredere anvendelig præsentation, hvilket må siges at være lykkedes. Den beskæftiger sig med demokratibegrebet i den politiske debat i Danmark fra oplysningstiden til midten af det 20. århundrede. At der er fokus på Danmark og begrebets opståen og anvendelse udelukker ikke flere interessante internationale vinkler på begrebet bl.a. det athenske demokrati og revolutionstidens Frankrig. Bogen afdækker glimrende udviklingen af begrebet, dets indhold og forståelsen af det, og bogens pointe er, at den nuværende forståelse og benyttelse af begrebet først opstår efter 1. verdenskrig. Udviklingen er skildret kronologisk i 6 kapitler. Forfatteren er historiker ved Syddansk Universitet.
Der findes ikke meget om demokratibegrebets historie i modsætning til bøger om demokratiets historie. I Korsgaard: Kampen om folket, 2004 og Knudsen Dansk demokratihistorie, der findes i flere udgaver, og som begge beskæftiger sig med demokratiets historie, nævnes det sporadisk.
En populariseret og velskrevet udgave af forfatterens ph.d.-afhandling om demokratibegrebet og dets historie i en politisk sammenhæng fra oplysningstiden til midten af det 20. århundrede.