Fredag den 14.

En uskyldigt straffet mand forlader fængslet med hævn i tankerne, dette oplæg er blevet brugt før, men Sunesons version er ikke derfor mindre spændende, faktisk så spændende, at man let kommertil at læse hen over det par sumpede steder i plottet, som først den kølige eftertanke afslører. Det går nemlig med mordplanerne slet ikke, som man først havde tænkt sig. En raffineretcrescendo-teknik bringes til anvendelse som i en Rossini-ouverture for at kulminere i en overraskende slutning. To gange står Gert, straffefangen, ved mordets tærskel, hvorpå der blændes bort, meden senere følgende acceleration af handlingen. Som så at sige alle O. P. Nilsson-bøgerne er også denne befolket af et godt persongalleri, og i tilgift hviler der en fin Stockholm-atmosfære overskuepladsen, der blandt andet er Haga-området - byen lever med. Oversættelsen, af Else Faber, lader ind imellem originalsprogets vendinger præge den danske tekst, og ind imellem er der direktefejl. På svensk betyder nykter ædru,og ikke, som her, på side 94 nøgtern, og specielt da ikke i denne forbindelse. Bogens udstyr er det vanlige i Lademanns »lille« krimiserie, men enten bedragermine øjne mig eller trykket er mindre end før.

Læs hele vurderingen