Disse 12 små fortællinger er til højtlæsning for tænksomme børn fra 5-årsalderen. Historierne fortæller blidt og filosofisk om pigen Freja, der lever sit liv sammen med 12 dyrevenner, som altid har gode råd og støtte til Freja. Hver morgen spørger Freja sit hjerte, hvilke dyr og deres egenskaber hun vil få brug for i dagens løb. Det hele foregår - også besøgene hos dyrene i tankerne, der er gjort af det samme stof som drømme. Eksempelvis kan Freja bruge løven, der er en sand hjerteven, hvis hun for brug for hjertekærlighed. Og den store brune bjørns skind med de healende kræfter kan hjælpe mennesker frem mod balance og retfærdighed. Teksten er højtlæsningsvenlig. Illustrationerne er udtryksfulde og de er som indholdet blide i udformning og farvevalg. Jeg mener ikke, at bogen henvender sig til de mange børn, dertil er den for filosofisk og kræver for grundig en formidling af den voksne højtlæser, til gengæld vil de tænksomme børn og deres forældre møde en god oplevelse med samtale om vigtige spørgsmål. Omslagsillustrationen er med Freja i fokus og med hendes dyrevenner i en frise langs underkanten af billedet, den er i tråd med indholdet.