Adil Erdem er født i Tyrkiet i 1964 og har boet i DK siden 1982. Han har tidligere udgivet prosa på tyrkisk og bidraget med såvel debatbøger, digte og noveller på dansk. Med de foreliggende 15 korte noveller søger han at skildre og indkredse kulturmødet mellem danske og nydanske normer og identitet. Emnerne er de samme som i forfatterens tidligere debatbøger Fremmed for altid ?, 1994 og En anden generation, 1998 idet arbejdsløshed, religion og generationskonflikter er tilbagevendende temaer. I novellerne søger A.E. at komme tættere på tanker og følelser hos såvel mænd som kvinder. Vi møder således i flere af historierne den tyrkiske midaldrende mand, som ikke kan få arbejde og som efterhånden hverken føler sig hjemme i DK, i Tyrkiet eller for den sags skyld i familien, da hans selvopfattelse har svært ved at acceptere en tilværelse på overførselsindkomst. Mange af historierne handler om DK og danskerne set med fremmede - og undrende øjne - overfor vores traditioner, familieliv og sprog. Der fortælles jævnt og enkelt uden de store armbevægelser, niveauet er på det jævne, men der gøres gode og ærlige forsøg på at få både handling, sprog og indhold til at fungere. Godt bidrag til forståelse af særdeles aktuelle problemstillinger.