År 2287 er Jorden ikke et behageligt sted at leve. Samfundsstrukturen er i ruiner og antallet af mennesker svinder af uforklarlige grunde. Den forældreløse Jay beslutter sig for at drage ud i verden sammen med sin høne, men hønen viser sig pludselig at kunne tale og afslører sig som en besøgende fra Rummet, der er kommet til Jorden for at hjælpe Jay i forsøget på at finde Den perfekte time, og så starter en odysse, hvor det umage par kommer ud for mange sindsoprivende oplevelser, møder Merlin i Camelot, Den blinde klaverstemmer, Oraklet og Kay, pigen som Jay forelsker sig i, og fortsætter sammen med dem jagten på Den perfekte time, mens den onde Virus forsøger at modarbejde deres forehavende. Helt i Douglas Adams ånd, en herlig og vittig fortælling om livet i fremtiden, fyldt med anakronismer, som for eksempel da Merlin siger til Jay: Brug kraften, Luke, hvad Jay ikke forstår et ord af, og fortalt med finurlighed og masser af god action. Første bind i en planlagt serie på fire, som kan læses med fornøjelse af unge såvel som ældre læsere der ynder denne genre, blandingen mellem science fiction, fantasy og eventyrromaner.