Bogen henvender sig til Ernst Bruun Olsens publikum og til læsere af moderne kritisk politisk dramatik.
Hvordan udfoldede den venstreorienterede frihedskamp under besættelsen sig - hvad skete der med dens idealer og dens personer i tiden efter? Det er Bruun Olsens projekt for denne omfangsrige udgivelse. Elise lever i et rigt hjem med en storkapitalistisk far, der har forbindelser til Hitlers Tyskland. Besættelsen kommer, og den unge kreds om Elise involveres i modstandsbevægelsen, og hun fragter våben i en barnevogn. Mod slutningen af besættelsen deltager hun i et stikkerdrab. Med kapitulationen skulle jo så efter deres idealer en ny verden åbne sig, en verden på menneskers og ikke på storkapitalens betingelser. Så sådan åbner dramarækken. De efterfølgende stykker følger så tiden med de samme personer i centrum og Elise som den hovedperson, der mere og mere frustreret ser verden udvikle sig stik modsat idealerne, med forræderi, krige og kapitalkoncentration osv. Det er et stort væv med blik til mange historiske begivenheder set i Elises optik, der slutter med hendes opgør og åndelige testamente i den store monolog, der ender i hendes selvmord. En stor, konsekvent politisk udmelding fra forfatteren.
Værket knytter sig med sin stærke og vrede samfundskritik tæt til Bruun Olsens øvrige dramatik.
Værket er en vældig dramatisk og politisk manifestation, som med sin kompromisløshed og stærke tale vil tiltale dem, der er enige med Bruun Olsen, og vække vrede i andre kredse. Værket har potentiale til at blive igangsætter af en debat.