Bøger / skønlitteratur til børn / billedbøger

Friske fisk


Beskrivelse


Billedbog. Chimpansen Sokwe har fanget en masse fisk. Hans ven Hund tigger en af ham, men det er ikke nok for ham. Den næste dag, hvor dyrene er på vej til byen, stjæler han resten. Men dyrene fanger ham og straffer ham: Han skal plante mange flere træer end de andre i landsbyen.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 5. mar. 2003

af

af

Walther Knudsen

d. 5. mar. 2003

Billedbog af afrikansk oprindelse og indhold. Chimpansen Sokwe fanger en masse fisk, hvad der får Hunds tænder til at løbe i vand. Hund får en fisk, men har ikke fået nok, så på turen til byen næste dag prøver han igen og igen at forgribe sig på fiskene. Selv om de andre dyr prøver at standse Hund, så lykkes det ham alligevel at stjæle resten af fiskene. Han bliver dog fanget og straffet med hårdt arbejde - og så er han igen accepteret i kredsen. Måske vil en del af bogens læsere finde at han slipper for let, for han er bestemt en skurk. Personerne er menneskeliggjorte dyr i afrikansk klædedragt. Billederne, i klare farver, er præget af fladedækkende elementer, f. eks. planter, mens figurerne har en vis plasticitet. I det hele taget er der tydelige lighedstræk med de tanzanianske cykellakbilleder. Fortællestilen er desværre lidt summarisk, hvad der nok skyldes at historien er fortalt mundtligt på ki-swahili til den tyske udgiver. En bog som man sagtens kan fornøje sig med at læse uden at skulle legitimere det med politisk korrekt tredieverdens solidaritet, faktisk er dyrene lidt spændende i sig selv. Fra 4 år.


Bibliotekernes vurdering

d. 5. mar. 2003

af

af

Jesper Holtoug (skole)

d. 5. mar. 2003

Denne fabel fra Tanzania har først og fremmest sin styrke i billedsiden. Historien er meget sød og har et indhold og en morale, som alle børn kan forholde sig til, men sproget er omstændeligt og temmelig knudret, hvilket giver en ikke særlig flydende fortælling. Til gengæld er de detaljerede og farverige illustrationer både originale og indbydende. Fortælletonen i disse billeder er humørfyldt og naivistisk og rummer situationer og detaljer som mangedobler den historie, der fremkommer af tekstsiden. Der er liv, kraft og lokalkolorit i den helt frit sammensatte dyreflok og billederne er udført med en sjælden præcision og klarhed. Historien handler om retfærdighed og dette tema behandles ganske universelt, så historien kunne sådan set udspille sig hvor som helst i verden. Men billederne gengiver naturen, dyrene og klædedragterne, så man alligevel aldrig er i tvivl om, at vi befinder os i en fjern og spændende del af verden. Bogen er mest velegnet for aldersgruppen mellem 4 og 8 år.



Informationer og udgaver