Her har vi så bogen om det, der i forordet kaldes Danmarkshistoriens største fusionsproces - forberedelsen af sammenlægningen af de danske kommuner og regioner. De to forfattere er professorer ved Handelshøjskolen i København i hhv. organisations- og virksomhedsledelse og ledelsesfilosofi, og de leverer en omfattende og kompetent gennemgang af de udfordringer, faldgruber og ikke mindst de forudsætninger, der kræves for at gennemføre en så omfattende reform. Bogen fokuserer på de forhold, der adskiller en sammenlægning af offentlige systemer fra private virksomhedsfusioner og vægter det i tre overordnede tilgange en teoretisk, en dramatisk og en metodisk/praktisk synsvinkel. Hensigten er, at stoffet skal tjene som inspiration til at iscenesætte fusionen som forandringsproces. Forfatterne lægger især vægt på ledelsesaspekterne, men er også meget opmærksomme på en konstruktiv håndtering af organisationernes og medarbejdernes forskelligheder, bl.a. ved at opstille og gennemspille nogle dramatiske scenarier som en "opera" med roller, replikker og det hele. Desuden beskæftiger et hovedkapitel sig med begrebet "italesættelse", der er identisk med storytelling eller episk ledelse. Bogen er både velskrevet og engageret i forhold til sit emne og kan med sit udgangspunkt i danske forhold også anvendes som generel introduktion til forandrings- og mangfoldighedsledelse.