Efter at have skuffet med sine sidste albums, hvor Manara kørte i tomgang, er det rart at se et gennemarbejdet arbejde fra hans hånd, der ikke udelukkende går ud på at vise bare damer frem, men som har en gennemgående, overraskende handlingstråd. Med sin gamle hovedperson, Giuseppe Bergman, tilbage i en hovedrolle, fortæller Manara historien om den skizofrene pige, der lever sig så meget ind i malerkunstens hovedværker, at hun må leve dem ud, og da Bergman har lovet hendes tidligere fyr at tage sig af hende, kommer der mange overraskende og vanvittige episoder ud af denne tur gennem storbyen, tænk bare på Susanne i badet eller Frokost i det grønne, der nok kan afstedkomme opløb, og som da også giver Manara mulighed for at tegne sine perfekte kvindekroppe endnu engang, men denne gang ikke i halvpornografisk øjenmed. Et album, selvfølgelig perfekt tegnet, holdt i sort/hvidt, fuld af dobbettydigheder, fantasi og overraskelser, og med Bergman som den sædvanlige fjumrede person, der tumler gennem historien i sit forsøg på at redde pigen ud af de mange forviklinger, der ofte er komiske, men også uheldsvangre, som da hun vil gennemleve Dantes helvede. Et godt, stilsikkert album, med Manara tilbage i topform.