Gitte og uldhovederne

En dejlig billedbog, der trækker på smilebåndet, og som ser verden med barnets øjne og fantasi. Pija Lindenbaum har tidligere tegnet og fortalt om Gitte i Gittte og gråulvene, 2001. I Gitte og uldhovederne er pigen på hotelferie med mor og far. Hun keder sig med at dase og svømme ved swimmingpoolen. Hun vil hellere grave i sand, og derfor sniger hun sig væk for at udfolde sig i fantasiens og legens verden. På en øde ø finder hun fem små sultne og svedige får, som hun vander, malker og hjælper med at finde mad. Hun beordrer dem til at lære at svømme for at nå fastlandet og få mere mad. Hun klipper fårene og giver dem tøj på, inden hun tager afsked. For ferien er heldigvis snart forbi, og hun skal hjem til vennerne i sandkassen. Tegningerne er i Lindenbaums karakteristiske tegnestil med karikerede figurer og stemningsgivende tegninger, der her primært er i feriefarver som blå og gul. De rummer en skøn blanding af realisme og fantasi, som også findes i teksten, fx når fårene snakker med Gitte og omvendt. Som helhed giver bogen et varmt indblik i hvordan legen og fantasien styrker og giver initiativ og selvværd. Med et glimt i øjet giver den stof til eftertanke, om hvordan vi holder ferie/fri sammen med vores børn. Fra 4 år.

Læs hele vurderingen

Efterfølger til Gitte og gråulvene. Skabelonen er den samme, men knap så gennemført. Også denne gang tages afsæt i en realramme, hvor Gitte ikke føler sig tilpas, hvorefter hun flygter ind i fantasiens univers. Gitte er på badeferie, men kan ikke lide at svømme. I stedet finder hun bag hotellet en ø med nogle små, sultne og svedige får, som hun vil redde. De spiser hæfteplastre og drikker sodavand, og Gitte malker dem, klipper dem m.v. Til sidst lærer hun dem at svømme til fastlandet. Temaet er således som i forgængeren, at hvad man ikke kan/tør i den virkelige verden, kan man klare med fantasiens hjælp. Billedbogen har dog ikke de samme kvaliteter som forgængeren, hvor Gitte vender klogere tilbage til virkeligheden. Hvor den første således bød på elementer af klassisk dannelseshistorie, ender denne fortælling i et tomrum, idet Gitte lader fantasien blive tilbage på feriestedet. Heller ikke sprogtonen er tilsvarende lun og sjov. Humoren tilføres i stedet af forfatterens egne illustrationer, som med lyse våde farver og konturer byder på masser af bevægelse, skæve perspektiver og morsomme "uldtotter". Skrifttypen er håndskrifts-agtig og kan derfor vanskeligt selvlæses før 3. klasse. Anvendes til oplæsning med vægt på billedsiden.

Læs hele vurderingen