Vil tiltrække læsere, der søger klassiske spion-thrillers.
Endnu to romaner af Eric Ambler (1909-1998), der anses som en tidlig grundlægger af spionromaner med politisk glød, og som inspirator for fx Graham Greene, John le Carré og Ian Fleming. Hans klassiske romaner kommer nu på et nyt forlag. Disse to klassiske spionromaner, Gravskrift for en spion og Fred og ingen fare er begge fra 1938, senest på dansk i henholdsvis 1988 og 1987. Begge har som det oftest er i Amblers klassiske spion-univers ikke professionelle spioner som hovedpersoner. De er almindelige mennesker, hvis sådan nogle findes, fanget i skæbnesvangre twist med "skæg, hat og blå briller". I Gravskrift for en spion bliver en ungarsk immigrant måske eller måske ikke uskyldigt mistænkt for at være spion. Han må bevise sin uskyld ved at afsløre den rigtige spion. I Fred og ingen fare, en titel der bestemt modbevises af romanens handling, befinder en ung ingeniør sig pludselig i Milano i midtpunktet af en speget spionaffære, hvor hans forgænger i jobbet har måttet betale med sit liv. Sprogligt er Amblers spionromaner præget af, at de er skrevet i 1930'erne, men jeg synes ikke det forstyrrer læsningen væsentligt. Men man skal som moderne læser lige tune sig ind på stilen i de klassiske spionromaner.
Passende at sammenligne med andre klassiske spionromaner fx af Graham Greene.
Har man ikke tidligere udgaver af de klassiske spionromaner bør den velassorterede hylde med spændingsbøger suppleres.