Et stort drama for både professionelle og ambitiøse amatørskuespillere.
Fromberg har før kastet sig over litterære klassikere eller som i Lærlingen, 2012, over et klassisk tema. Forlægget denne gang er naturligvis Dumas' mesterværk, der især tidligere har været dramatiseret i flere - ikke alle vellykkede - film. Det er historien om den unge Edmond Dantes, der står overfor at skulle giftes med Mercedes og samtidig få sin første kaptajnshyre. Skumle kræfter, der dels vil have pigen og dels tjansen, rotter sig sammen og får Dantes dømt på falske spionanklager, der koster ham livstid på en fangeø. Efter 17 år undslipper han med viden fra en medfange om en skjult skat, og under dække kan han vende tilbage og hævne uretten. Det er en meget vellykket og tro omsætning af Dumas' roman til et sikkert meget seværdigt skuespil med overbevisende tidstro replikker og god formidling af det centrale i handlingen. Opsætningen kræver mindst 9 mænd og 7 kvinder.
I modsætning til Frombergs tidligere bearbejdninger er hun denne gang meget tekstro og holder sig stringent til forlægget.
En meget vellykket omsætning af en stor roman, der også fungerer godt som læsedrama.