Forf. debuterede i 1984 med nov.saml. Pandæmonion og har også siden beskæftiget sig med novellegenren i Den sidste koncert og andre fortællinger, 1996, men ellers er den foretrukne udtryksform romanen. I de 7 nye fortællinger fortælles der med skiftende tidsaldre, længde og genre - men alle har de det til fælles, at der sker afgørende omvæltninger undervejs i forløbet. At skrive 7 fortællinger og lade bagsideteksten omtale stilen som gotisk giver let læseren nogle særlige forventninger - men selv om disse vel ikke opfyldes generelt, er der alligevel tale om habilt og solidt håndværk. I den første "En romantisk fortælling" er der nu ikke meget traditionel romantik, tværtimod er det en varulvehistorie, hvor en banal trekantshistorie går i opløsning, da en dæmonisk kvindelig kunstner træder ind på scenen. "Det lille bitte barn" er en spøgelseshistorie, mens andre handler om forvandlinger mennesker/dyr eller naturstridige fænomener som f.eks. at gå på vandet. Samlingens to sidste og sammenhængende realistiske fortællinger finder jeg, er de mest vellykkede. Her udfolder BSL en stor indsigt i et udsat og sårbart pigesind og en hudløs ærlighed i skildringen af et gammelt ægtepars forbundethed trods alle deres giftige indbyrdes stikpiller.