Vi er i tiden efter reformationen, og forfatteren tegner et portræt af Tycho Brahes søster, Sophia, fra hun er 16 år i 1569 til hun står ved broderens grav i 1601. Sophia sætter sig allerede fra barnsben ud over konventionerne for tidens kvindeliv. Som begavet og lærd adelsdame assisterer hun i begyndelsen sin berømte bror. Den sanselige Sophia ofrer dog alt for sin elskede, den dybt forgældede alkymist og fantast, Erik Lange, og da den egenrådige Tycho falder i unåde hos den nye konge, Christian d. 4., står Sophia alene og forarmet. Det er en spændende periode, historien foregår i. Luther har undsagt pavevældet, astronomien har omsider vundet frem som en betydningsfuld videnskab, og ikke blot som støtte for de gamle videnskaber, astrologi og lægevidenskab, og Sophias eksperimenter med haveanlæg og lægeurter er spændende læsning. Af og til kunne jeg ønske lidt mere under-huden-beskrivelser af alkymien og astronomien, men det er de store linjer forfatteren tegner og så altså et fint portræt af en kvinde forud for sin tid.