10 prosadigte af præsidenten for den måske største internationale buddhistiske organisation Soka Gakkai, som også har en afdeling i Danmark. Digtene er billedlige fortællinger og læredigte, fx om forfatterens liv og et fransk ægtepars kamp mod fascismen. Indhold og sprog er umiddelbart forståeligt: holdningsdigte med budskab om fred frem for vold og krig, åndelige værdier frem for materielle. Fortrinsvis for organisationens medlemmer og sympatisører. Glittet papir og læsevenlig, håndskriftlignende typografi og 4 stemningsfulde naturfarvefotos. Bagest i bogen nogle korte prosadigte af oversætteren, Esther Gress. Bogen vil nok mere blive efterspurgt på grund af forfatteren end af indholdet: Daisaku Ikeda (f. 1928) er japansk, buddhistisk digter, fotograf og forfatter. Han er en internationalt kendt kulturpersonlighed på topplan (bl.a. FN's fredspris 1983). 5 af hans bøger og Buddha og buddhisme udkom på dansk i begyndelsen af 1990'erne. Interessen for buddhisme er stigende, men Ikedas bøger er ikke blandt de mest efterspurgte.