Bøger / skønlitteratur til børn / billedbøger

Hanen & ræven


Beskrivelse


Billedbog. Genfortælling af dyrefablen om den hovmodige hane og den listige ræv, der på skift narrer hinanden.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 2. okt. 2002

af

af

Lotte Lykke Simonsen

d. 2. okt. 2002

Tag dig i agt for smiger, hold øjnene åbne og husk at tænke, før du taler. Det er hovedessensen i denne flotte billedbog. Det er historien om den listige ræv, der narrer den først lidt mindre kloge hane. Men til sidst er det heldigvis hanen der sejrer og historien kan ende lykkeligt. Som med en af forfatterens andre smukke bøger Fuglenes konge fra 1997 er der her tale om en enkel gendigtning af en velkendt gammel historie. Historien findes i mange udgaver, men denne danner grundlag for minutiøst præcise og charmerende dyreillustrationer. Dyrene er tegnet meget naturalistiske i nogle utroligt flotte farver, og med nogle lidt anderledes og sjove beskæringer. Bagerst i bogen er der, som i et par andre af forfatterens bøger, først lidt historie om selve fortællingen og bagefter et par hjælpesider, hvor læseren via små billedtavler med nummererede dyr kan få hjælp til at lære dyrenes navne. En smuk bog for børn fra 4 år.


Bibliotekernes vurdering

d. 2. okt. 2002

af

af

Karen Engelund (skole)

d. 2. okt. 2002

Billedbog med en genfortælling af Æsops fabel om hunden, hanen og ræven. Her klarer hanen skærene selv, mens en verden af husdyrracer ser til. Historien er den velkendte, hvor den snu narrer den mindre snu. Bagerst i bogen angives moralen: "Så tag dig i agt for smiger, hold øjnene åbne og husk at tænke, før du taler". Efter fablen følger 2 informationstunge faktaafsnit. Det første følger fablen til dørs historisk og geografisk. Det andet er et opremsende afsnit om sjældne dyreracer med henvisning til, hvor i Danmark de kan beses. Afsnittet er rodet opbygget med ulogiske overskrifter, svarende til tekstlinier i fortællingen og med raceangivelser, som knytter sig til bogens billeder. Afsnittene har små typer og mange fagudtryk, som stiller store krav til læseren. Illustrationerne er dynamiske konturtegninger, udfyldt med våde farver, som glider smukt over i hinanden. Alle dyrene skildres med en fornem naturtro præcision. Billederne er sanselige med stor dybde. Man kan næsten mærke hårene i rævens pels. Der anvendes herligt samspillende virkemidler i tekst og billeder såsom skyggevirkninger, perspektiver og en teksttype, som vokser med spændingskurven. Kan selvlæses fra 4. klasse, men mere til oplæsning fra 6 år med vægt på billederne.