Den store billedbog fortæller en sød historie om at blive tilfreds med sig selv og om, hvor galt det kan gå med at forsøge at gøre alle tilfredse. Konrad er en flot, sort hankat, livsglad og nysgerrig, men modtagelig for de andre dyrs smigrende beundring. Da han forsøger at efterleve alle de gode råd han får til forbedring af sit udseende, bliver han med god grund totalt til grin og flygter ind i skoven. Efter nogle dages tænkepause kan han vende tilbage til gården, hvor alle er tilfredse med, at han er den gode, gamle uimponerede Konrad igen. Den korte tekst er sat med store, åbne typer i bittesmå blokke med ganske korte linier. Den er enkelt fortalt med gentagelser og opremsninger, der letter læsningen og fremhæver historiens karakter af eventyr. Den kan selvlæses fra 2.-3. klasse, men er nok så meget til oplæsning fra længe inden skoletiden. Teksten suppleres på det fornøjeligste med store farveglade billeder fra kant til kant over hele opslag. De er for billedglade i alle aldre. De skaber venlig munterhed omkring begivenhederne ved at gengive hændelserne med en lun og humoristisk holdning. Det er letopfattelige billeder, der dramatiseres med skæve perspektiver og tætte nærbilleder af de meget menneskelige dyr.