En ny bog fra forfatteren, der tidligere har udgivet andre bøger om vittigheder og gåder. Senest 600 vitser for børn, 2005. Det er vitser og gåder, som børn i målgruppen 8-11 år vil synes er dejlig sjove, platte og lidt åndssvage på den gode måde! Jeg ved ikke, hvor mange vitser der findes i denne verden, men i denne samling er der mange gengangere, som har været med i forfatterens eller kollegaers, Kirsten Kjær eller Lene Kjær Olsens, tidligere samlinger. Som i de tidligere bøger er det Ole Fick der har illustreret i farve, og det gør han godt og humoristisk. Det er tegninger, der fint støtter og supplerer teksterne. Bogen er delt op i temaer som: venner, forældre, hos lægen, voksne, sjov og alvor og flere gåder. En bog der fint vil erstatte enten tidligere slidte gådebøger eller supplere samlingen. En morsom bog til målgruppen de 8-11-årige og deres nysgerrige voksne.