Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Havdans


Beskrivelse


Will på 14 lever ved havet i det vestlige Irland. En dag strander en båd, og redningen af dens fører, en mystisk sort mand, skaber spild og uro i det lille samfund.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 30. juli 1999

af

af

Karsten Boll (skole)

d. 30. juli 1999

Dette er forfatterens første bog på dansk. Det er en ungdoms- og udviklingsroman med spændingssekvenser. Handlingen udspiller sig til Irlands vestkyst, og den tager udgangspunkt i to virkelige - af hinanden uafhængige hændelser, som forfatteren knytter sammen til en fiktiv historie. Jegfortælleren er den 14-årige William, der over det halve år, handlingen strækker sig over, lærer meget om sig selv, sin familie, om følelser, venskab og fordomme. Williams angst for havet overvindes, da han og vennen Ian redder en afrikaner fra døden, efter han som mistænkt for voldtægtsforsøg pga. af fordomme bliver gennempryglet og sejlet til to småøer af sine dommere. William og Ian må ro det sidste stykke fra øerne til fastlandet i stormvejr - deraf titlen. Sproget er dialogrigt og ligefremt og teksten er sat med en stor, åben og læsevenlig sats. Som følge af 1. personfortælleren kommer sammenhængen i små brudstykker, hvilket kræver, at man holder styr på de forudgående hændelser. Bogen kan derfor tidligst anvendes til selvlæsning fra 7. klasse og er en mulig titel til fælleslæsning om temaet familie, venskab og udvikling.


Bibliotekernes vurdering

d. 30. juli 1999

af

af

Torben Wilhelmsen

d. 30. juli 1999

Ungdomsbog. Forf. ikke tidligere på dansk. Bogens hovedperson og fortæller den 14 årige Will bor på en halvø, der stikker ud i Atlanterhavet i den aller-vestligste del af Irland. En dag strander en luksusyacht under en frygtelig storm. Bådens fører og eneste ombordværende, en sort mand fra Algeriet, reddes og tager ophold hos en lokal familie, mens han venter på, at båden kan bjerges. Den mystiske fremmede skaber efterhånden en del forviklinger og anklages på et tidspunkt for voldtægtsforsøg på den lokale skønhed. Nogle mænd bringer ham ud til en øde ø ud for kysten, hvor de efterlader ham, men Will og hans kammerat Ian redder ham under endnu en storm. Bogen rummer ud over den spændende handling et glimrende portræt af drengen Will, der står på tærskelen til voksenlivet, og af det lille fattige irske samfund ved det altdominerende hav. Den skildrer overbevisende den udvikling, den følsomme Will gennemgår under de voldsomme begivenheder. Også de mange bipersoner fremstår troværdigt som mennesker af kød og blod. Bogens sprog kan især i starten forekomme noget knudret og ikke særlig mundret, hvad der måske skal illudere, at det er Will selv, der fortæller. Overordnet set er romanen dog velfortalt og velkomponeret. Selvstændig læsning fra ca. 13 år.



Informationer og udgaver